Når I begynder at miste hinanden midt i det hele 

Der er stille mellem jer.
Ikke nødvendigvis fordi I er uvenner.
Men fordi der ikke rigtig bliver sagt noget længere.

Hverdagen er fyldt op.
Bekymringer.
Møder.
Morgener der ikke fungerer.
Et barn der ikke har det godt.

Og midt i det hele…
forsvinder noget af det, I plejede at have sammen
Den ene står tæt på barnet.

Den anden står lidt ved siden af.
Begge gør det bedste, de kan.
Men det kan føles som at stå hver sin vej.

Måske savner du din partner.
Uden helt at få sagt det.

Måske prøver du at række ud…
og bliver mødt af irritation.
Og så trækker du dig lidt igen.

Måske mærker du selv,
at du ikke har så meget tilbage at give.
At alt går til barnet.
Og at det næsten føles forkert
at skulle være noget for din partner oveni.

I får talt om det praktiske.
Hvem gør hvad.
Hvad der skal ske i morgen.
Men ikke så meget andet.

Og langsomt kan der komme en afstand.
En stille én.
Som ingen rigtig får taget fat i.

Det betyder ikke, at I er på vej væk fra hinanden.
Men det kan føles sådan.
Små ting kan begynde at mangle.
Et blik.
En hånd på skulderen.
Et “jeg er her”.

Og det kan gøre mere ondt, end man lige får sagt højt.

Hvis du kan genkende det her…
så giver det mening.
Det er svært at være tæt,
når noget andet fylder så meget.

Nogle gange kan det være rart
ikke at skulle stå med det alene.
At få et sted, hvor der er ro nok
til også at mærke det, der er mellem jer.
Du er velkommen.