I nogle familier fylder ét barn pludselig rigtig meget.
Ikke fordi nogen ønsker det sådan.
Men fordi barnet har det svært.
Måske med skolen.
Måske med tunge tanker.
Måske med livet lige nu.
Der bliver holdt mange samtaler i hjemmet.
Mange bekymringer.
Mange følelser.
Nogle gange også skænderier.
Og midt i det hele er der ofte en søster eller en bror.
Et barn der går lidt mere stille rundt i huset.
Et barn der kan høre samtalerne ude fra køkkenet.
Stemmer der bliver højere.
Ord der bliver sagt i frustration.
Så kan et barn liste ind på sit værelse
og tage sit headset på.
Ikke fordi musikken er så vigtig.
Men fordi det er svært at høre på.
Jeg taler indimellem med søskende, som går med mange tanker alene.
De kan sidde i skolen og spekulere på, hvordan der mon er derhjemme.
Om deres søster har det rigtig dårligt i dag?
Om deres bror er alene?
Om der mon bliver ro i huset?
Og mange af dem siger det samme:
De vil ikke gøre deres forældre mere bekymrede😥
De kan jo godt se, hvor meget mor og far allerede kæmper.
Så de holder deres egne tanker lidt tilbage.
Ikke fordi de ikke har brug for at blive hørt.
Men fordi de prøver at passe på familien.
Når jeg taler med forældre om det, bliver mange stille.
For ingen ønsker jo, at et barn skal gå alene med sine bekymringer.
Men når én i familien har det rigtig svært,
kan det være svært at få øje på det hele på én gang.
Nogle gange kan det være en lettelse bare at opdage det.
At der måske også sidder en søster eller en bror derhjemme,
som har brug for at blive set midt i det hele.
Ikke fordi de fylder mest.
Men fordi de også er en del af familien.
Hvis du står i en familie hvor ét barn har det svært,
så ved du sikkert allerede hvor meget det kan fylde.
Og hvor svært det kan være at række rundt om det hele som forælder.
Nogle gange kan det være rart at få et lille åndehul,
hvor vi sammen kan se lidt roligere på det, der fylder.
Jeg er kun et opkald væk