Hun sidder stille et øjeblik, før hun begynder at fortælle. Hun og faren til deres datter er skilt. Sammen har de en pige på 13år. Hun fortæller, at hendes datter altid har været en glad og udadvendt pige.
En pige der kunne lide at være sammen med sin familie. Hun var ofte hjemme og hyggede med sin mor og sin lillebror. Indimellem var hun også hos sin far. Det var sådan hverdagen var.
Derfor husker mor også tydeligt den dag, hvor noget begyndte at ændre sig.
Min datter brugte som andre unge tid på de sociale medier og over Snapchat møder hun en tidligere veninde fra skolen og begynder at være meget mere væk fra hjemmet. Mor fortæller, at hun faktisk blev glad i det øjeblik, for hun havde tænkt nu og da om hendes datter var ensom og ikke rigtig kunne finde veninder.
Moren fortæller at der gradvist skete ændringer med hendes datters personlighed…
“Jeg kan næsten ikke kende min datter mere,” siger hun.
Hun fortæller, at hendes datter ikke længere passer sin skole. Om morgenen kommer hun ikke op, når hun kalder på hende. Det, der starter som forsøg på at få hende op, ender ofte i skænderier.
Samtidig er der noget andet, der gør ekstra ondt. Hendes datter lægger tekster på sociale medier. Tekster om, at hun har det skidt, er alene og at der ikke er nogen der vil hjælpe hende, hun har ingen hun kan gå til…
Mor bliver stille et øjeblik, da hun fortæller det. “Det passer jo ikke,” siger hun. “Jeg har altid været den der var der.” ”Det er som om hun forsvinder fra mig,” siger hun. “Jeg føler mig så afmægtig.”
Midt i alt det har hendes datter også sagt, at hun gerne vil bo hos sin far. En dag pakkede min datter noget tøj og gik, det var et skænderi mellem os der udløste det.
Min datters far og jeg har ikke et godt forhold til hinanden og vi kan ikke tale sammen uden at vi bliver uenige… jeg er bange for at miste føling med hendes hverdag, ja hvad der sker i hendes liv?
I sin bekymring har hun også talt med skolen. Skolen er meget bekymret for hendes datter. De kan se hun ikke længere ligger tid og flid i sine opgaver og der er en oplevelse af, at hun ikke er til stede når hun er i skole. der er kommet et andet udtryk i hendes øjne.
Tårerne begynder at trille. Og i et øjeblik vender hun det hele indad. For midt i alt det her sidder en mor med en følelse af at stå meget alene. Når ens barn begynder at glide væk, kan afmagten føles tung at bære.
Nogle gange kan det være en lettelse bare at få lov til at sætte ord på det der fylder. For når ens barn begynder at glide væk, kan man som mor komme til at bære for meget alene.
- Skylden.
- Bekymringen.
- Tvivlen på om man har gjort noget forkert.
Men du behøver ikke stå alene i det. Hvis du mærker, at afmagten fylder, er du velkommen hos mig. Vi kan begynde med et åndehul på 20 minutter, hvor du helt uforpligtende og uden at binde dig for at booke tid, kan tage en rolig samtale, hvor der er plads til det, der gør ondt – og hvor vi sammen kan se lidt klart på det du står i.
Nogle gange er det første skridt ikke at finde svar, nogle gange er det bare at mærke, at man ikke står helt alene længere.