“At give slip uden at give op – når dit barn sidder fast i skolevægring”
Kan du genkende dette: Kl. er 7:28
Du kan mærke det i kroppen allerede og du ved godt, hvordan det her plejer at ende…
Du troede, du gjorde det rigtige. Du troede, at hvis du bare blev ved, så ville det på et tidspunkt lykkes.
For selvfølgelig bliver vi ved, som forældre, hvad andet kan vi, det er helt naturligt at føle der ikke er andre valg, et andet alternativ og selvfølgelig prøver vi igen. Ikke fordi vi vil presse vores barn. Men fordi vi elsker vores barn så højt, at det næsten ikke er til at udholde det, når vores barn mærker at det har det svært.
Det vil helt naturligt ramme alle forældre, der står i det samme, det skal du virkelig vide.
Måske var du bange for, hvis du stoppede med at presse på, så ville alt falde fra hinanden? At det ville betyde, at du havde givet op? At du ikke længere tog det alvorligt? At det ikke længere betød noget?
Da jeg selv var der, hvor du er lige nu, da begyndte jeg langsomt at forstå noget. At det ikke altid er omsorg at gøre mere. Nogle gange er omsorg også at gøre mindre.
Det betyder ikke, at jeg som mor ikke var der for mit barn. At jeg var stoppet med at kæmpe.
Det at lytte, at give plads og finde modet til at være i det der var, blev underligt nok for mit barn og mig selv som mor en mulighed for at trække vejret, få skuldrene ned og skabe bevægelse i en tilstand af stilstand som i lang tid havde holdt os fast.
Nogle gange er det en anden måde at være der på. Hvis du står der lige nu, så vil jeg bare sige…
- du er ikke forkert
- du behøver ikke stå der alene
- måske går det ikke i stå -måske ændrer det bare retning -måske skal du ikke finde retning selv.
Der er hjælp at hente.
Gad vide, hvad jeg ville se, hvis jeg sad overfor dig lige nu?
Ville jeg se at du var træt, ikke bare i kroppen, men helt indeni?
Det ville give SÅ god mening, hvis du mærkede det sådan, for det slider mentalt og følelsesmæssigt på en mor og på en far at have et barn der er endt i skolevægring.
Gad vide om du ved, at du ikke har gjort noget forkert. At du lige nu står i noget, som ingen forældre kunne være forberedt på at skulle håndtere?
De fleste mødre og fædre i din situation tænker, at de burde fixe det. At de burde blive ved med at skubbe -og presse på, men skolevægring kan ikke løses med den strategi, det vil blot skabe mere tilstand af stilstand.
Jeg ser ikke en forælder der har fejlet, tværtimod ser jeg vedkommendes kamp,som et vidnesbyrd på den kærlighed der næres for sit barn.
Jeg ved at du kæmper fordi det vidner om at dit barn er SÅ betydningsfuldt for dig og jo mere du kæmper jo større er det betydningsfulde.🌿
Gad vide om du synes det er okay at være ked af det. At det er klart at man kan være ked af det, når man står i det som du står i og skal klare?
Gad vide om du synes det er okay at være vred, at det er helt naturligt at mærke vrede, når man står i det som du står i og skal klare?
Ved du at der er mange, som står meget alene med det her også selv om der er lærere, pædagoger, PPR, psykiatri og andre instanser indover, og at det ikke ændrer på at det er dig som mor, som far der er vågen om natten med bekymringer om i morgen, næste dag ja fremtiden.
Har du en overbevisning om at det kan blive anderledes? Det kan lade sig gøre… -ikke hurtigt -ikke nemt.
Men der findes veje frem også selv om du ikke lige nu kan se dem. Lige nu behøver du ikke at løse noget. Lige nu må du bare gerne være her. Du skal vide du ikke er alene og at du stadig er en god mor, en god far også på de dage, hvor det føles allermest svært.