Mød Tina

Min egen fortælling som forælder til et barn i skolevægring  

Skolevægring kan udvikle sig gradvist og næsten umærkeligt. I vores familie begyndte det, da mit yngste barn var omkring 13 år. Først var det enkelte dage hjemme fra skole, som langsomt blev til flere. I en periode havde jeg en oplevelse af, at det hele fungerede. Når jeg spurgte ind til skoledagen, lød svaret, at det var gået fint.

Senere gik det op for mig, at mit barn slet ikke kom i skole. Når han gik ud ad døren om morgenen, gik han i stedet ud i skuret og ventede, til jeg tog på arbejde. På det tidspunkt var han netop startet på lokalskolen efter flere år i specialklasse som følge af sin ADHD-diagnose.

Selvom specialskolen var valgt med de bedste intentioner, havde han aldrig rigtig trives der. Han oplevede ikke at passe ind og havde stor modstand mod belønningssystemer som fx smileyordninger, som han fandt både stigmatiserende og ydmygende. Socialt fungerede han fint, men fagligt var der opstået huller.

I forbindelse med overgangen til almen skole besluttede skolen, at han skulle starte i en klasse under sin egen årgang for at imødekomme de faglige udfordringer. Denne beslutning blev truffet uden hans accept og var meget svær for ham at rumme. Han gjorde modstand, men oplevede ikke at blive mødt eller hørt.

Som mor opdagede jeg...

Som mor opdagede jeg ikke den usikkerhed og begyndende utryghed der havde forplantet sig i mit barn. Jeg kan se i dag, at han gik med en ambivalent ro ”det går fint” samtidig med at han mærkede indre uro.

Tanker han gik med var, ”jeg kan godt skjule, hvordan jeg har det” ”hvis jeg siger, det går fint, slipper jeg for mere pres” han var bange for konfrontation og følte skyld og skam over ikke at kunne lykkes. ”jeg kan ikke klare det, men jeg kan heller ikke sige det”

I dag kan jeg se, at jeg gradvis lullede mig ind i en form for naiv optimisme blandet med håb, som gav mig tryghed og tillid til at det hele nok skulle gå, at vi fandt vejen frem.

Konsekvenserne viste sig hurtigt 

Fremmødet blev mere og mere ustabilt, og han begyndte at isolere sig socialt. Frygten for at møde klassekammerater uden for skoletiden voksede, og skammen over ikke at kunne magte skolen fyldte meget. Skolevægringen blev ikke blot et spørgsmål om skole, men om identitet, selvværd og tilhørsforhold.

Han var hjemme i omkring halvandet år uden skolegang. Det var en periode præget af stor mistrivsel – både hos ham og i familien som helhed. Som forælder gled jeg gradvist fra blot at være mor til at blive koordinator, motivator og problemløser. Jeg tog redskaber i brug som skemaer, belønninger og daglige vurderinger af hans trivsel, i et forsøg på at skabe fremdrift.

Set i bakspejlet var det et massivt pres. Mit fokus var rettet mod løsninger og progression, men jeg mistede blikket for relationen og for hans reelle belastning. Stemningen i hjemmet blev anspændt, og skolevægringen kom til at fylde alt – også for hans søskende. En dag sagde hans storesøster grådkvalt, at hun ønskede, han bare ville tage i skole, så der kunne blive ro i hjemmet igen.

Det blev tydeligt, at ansvaret for familiens trivsel ubevidst var blevet placeret hos barnet. For ham må det have været en enorm byrde. For mig som forælder voksede følelsen af afmagt og frustration, hvilket desværre førte til, at jeg pressede mere, talte hårdere og indimellem skældte ud. Jo mere pres, desto mere fastlåst blev situationen. En klassisk negativ spiral opstod.

Jeg var fyldt af dårlig samvittighed, afmagt, desperation og ansvarstyngde. Jeg var kronisk stresset ift. at holde overblikket: at opmuntre mit barn til at gå ud i en verden der for ham var utryg, uoverskuelig og som skabte indre pres, at opretholde et godt samarbejde med skolen og forsøge at holde min del af en aftale som forældre, at opretholde overskud til en hverdag der indeholdt mit job og hans søskende som også havde brug for min tilstedeværelse. 

Jeg følte ikke jeg havde et valg andet end at arbejde på, at han skulle videre, ellers ville alt gå i stå, det var en følelse jeg ikke kunne rumme at gå med.

Samtidig rejste der sig et grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor er det barnet, der skal tilpasse sig systemet – frem for at systemet tilpasses barnet? Jeg følte stor uretfærdighed, vrede og sorg over at mit barn skulle bære byrden på sin skuldre, fordi han ikke kunne passe ind i det der blev tilbudt fx skolemæssigt.

Samarbejdet med skolen oplevedes vanskeligt, og det var svært at finde fleksible løsninger, der tog højde for både hans behov og hans alder. På dette tidspunkt var han 15 år, og mulighederne syntes begrænsede.

Vendepunktet blev en efterskole, som vi fandt, da han var 15år. Her oplevede han for første gang i lang tid at blive mødt med forståelse, tydelige rammer og relationel støtte. Det gav plads til både udvikling og fejl. Han kæmpede fortsat, men han genfandt gradvist trivsel og motivation. Mit indre pres blev gradvist afløst af lettelse og en begyndende tillid og håb for hans fremtid.

Efter to år på efterskole fortsatte han på HF. Der var ikke mange – ud over ham selv – der havde tillid til, at han ville klare optagelsesprøven. Men han holdt fast, gennemførte og blev optaget. Når jeg ser tilbage i dag, så er jeg stolt af, at jeg fulgte hans egen tro på sig selv og valgte at gå med ham. Ja jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg så det i ham, han godt vidste om sig selv.

Denne rejse har lært mig, at skolevægring ikke handler om manglende vilje, men om manglende mulighed. Det handler om børn, der er overbelastede, og systemer, der ikke altid formår at tilpasse sig i tide. Og det handler om forældre, der gør deres bedste i en situation, hvor der sjældent findes enkle svar.

Dovenskab eller manglende vilje?

I dag ved jeg, at skolevægring aldrig handler om dovenskab eller manglende vilje. Det handler om børn, der ikke kan – ikke børn, der ikke vil.
Hvis jeg kunne give mit tidligere jeg ét råd, ville det være dette: Pres løser ikke skolevægring. Relation, tryghed og forståelse gør.

Til dig der er forældre

Skolevægring sætter spor i hele familien. Hos barnet – men også hos forældrene.
Hvis du står midt i det nu, så vid, at du ikke er forkert. Du gør det bedste, du kan, i en situation der er urimelig svær. Og ofte handler det om at få hjælp til at få skabt sig et overblik, et åndehul. Lad os sammen få skabt det åndehul