Hun er 16 år og går i gymnasiet.
Og hvis man kigger på hende udefra, så er der egentlig ikke noget, der springer i øjnene.
Hun passer sin skole.
Hun har veninder.
Hun har en kæreste.
Alt omkring hende ser ret normalt ud. Men det føles ikke normalt indeni. For hun bruger virkelig meget energi på bare at være der. Ikke på lektierne – men på alt det andet.
At være sammen med de andre.
At sige noget i timerne.
At undgå at få for meget opmærksomhed.
Hun tænker hele tiden over, hvordan hun virker.
Om hun siger noget forkert.
Om de andre lægger mærke til hende.
Og hun kan ikke bare slukke for det igen.
Tankerne kører videre i hovedet på hende – hvad hun sagde, hvordan hun så ud, om nogen lagde mærke til hende.
Når hun kommer hjem, er hun fuldstændig færdig.
Ikke bare træt – men sådan helt drænet, af at forsøge at passe ind på den rigtige måde.
Hun får tit hovedpine.
Nogle gange så slemt, at hun bare må ligge under dynen.
Og der er også den der irriterende ringelyd i ørerne, som bare bliver ved.
Men hun har ikke sagt det til nogen. Ikke til sine forældre, Ikke i skolen og heller ikke engang til sin kæreste. Det føles for svært at skulle forklare, og måske også lidt pinligt og hun ved ikke hvordan hun skal gribe det an.
For hun har haft det sådan i lang tid. Som barn var hun “bare genert”.
Den stille pige. Hende der ikke sagde så meget og det blev ligesom bare accepteret. Men indeni var det ikke bare generthed. Det var uro i kroppen og tanker, der hele tiden kørte.
Hun kan stadig huske familiefesterne.
Hvordan hun havde det i kroppen, allerede inden de skulle afsted.
Og hvordan hun bare ventede på, at det var overstået.
Eller i skolen, når hun vidste, hun skulle fremlægge.
Den der følelse af, at det var alt for stort.
Som om det slet ikke var muligt.
Nu er det gymnasiet.
Og eksamenerne nærmer sig.
Og tankerne kører:
“Hvad hvis jeg går i stå?”
“Hvad hvis jeg ikke kan huske noget?”
”hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det?”
“Hvad hvis jeg dumper?”
Hendes strategi er stadigt ikke at tale med nogen om det der sker indeni hende. Så hun gør det, hun plejer.
Holder sig tæt på sine veninder. Lader dem tage lidt af pladsen og så klarer hun sig igennem dagen på den måde.
Uden at nogen rigtig opdager, hvor meget det faktisk koster mentalt og energimæssigt og uden at hun selv helt ved, hvordan hun skulle begynde at sige det højt?
For hvor starter man lige, især når man ikke er vant til at tale om følelser?
Bare tanken om at skulle sige det til sine forældre, giver en klump i maven.
Hun vil gerne vise hendes forældre at hun sagtens kan klare skolen. Hendes søster klarer sin uddannelse med flotte karakter og hun vil ikke skuffe sine forældre. Hun vil gerne at de også skal være stolte af hende. Hun føler bare at hun hele tiden fejler på en måde, at hun ikke kan levere, at hun ikke kan gøre det præcist så godt som hun tænker der forventes af hende.
Vidste du…?
Ved du som ung eller forældre at der er mange unge, der går rundt med samme tanker og følelser i kroppen og uden at sige det til nogen?
Måske fordi det er svært at finde ordene.
Eller fordi det føles som noget, man burde kunne klare selv. Men det er tungt at gå med alene. Ingen skal stå der alene, det bliver alt for ensomt og kan være svært at klare på egen hånd. Ved du mon at følelsen af skam får os til at trække os ind i os selv og tager lysten til at dele det med nogen fra os.
Nogle gange…
Og nogle gange starter det bare med ét sted, hvor man siger lidt af det højt og deler det det med et andet menneske.
Ikke det hele.
Bare lidt.
Lad os starte med at få en lille introsnak, så kan du mærke om det er noget for dig