Når du kan mærke, at du er ved at miste hende 

Hun sidder stille et øjeblik, før hun begynder at fortælle.
Hun er skilt.
Hun har en datter på 13 år.
“Hun har altid været glad,” siger hun.
“Sådan en pige der var hjemme… hyggede… var tæt på mig.”
Hun stopper lidt.
“For jeg kan næsten ikke kende hende mere.”

Det begyndte stille.
En gammel veninde på Snapchat.
Mere tid væk hjemmefra.
Og egentlig blev hun først lidt lettet.
Måske havde hendes datter bare manglet nogen.

Men noget ændrede sig.
Morgenerne blev svære.
Hun kommer ikke op.
Det ender i skænderier.
Og så er der det andet…
De opslag.
Ord om at være alene.
Om ikke at have nogen.
“Det passer jo ikke,” siger hun stille.
“Jeg har altid været der.”

Hun synker.
“Det er som om hun forsvinder fra mig.”

Midt i det hele siger hendes datter, at hun vil bo hos sin far.
En dag pakker hun noget tøj og går.
Efter et skænderi.
Og mor står tilbage.
Med en uro i kroppen.
Og en følelse af at miste følingen med hendes liv.

Skolen er også bekymret.
Hun er der… men hun er der ikke rigtigt.
“Der er noget i hendes blik,” siger de.

Tårerne begynder at trille.
Og så kommer det, som fylder allermest:
“Jeg føler mig så afmægtig.”

Når ens barn begynder at glide væk…
kan det føles, som om man står helt alene tilbage.
Med tankerne:
Gjorde jeg noget forkert?
Kunne jeg have stoppet det?
Er jeg ved at miste hende?

Det er tungt at bære alene.
Og mange mødre gør det… uden at sige det højt.

Hvis du kan genkende bare en lille del af det her
så er du ikke alene.
Du er velkommen, hvis du har brug for et åndehul.
En rolig samtale, hvor der er plads til dig og det, der fylder.
Nogle gange er det ikke svarene, der mangler.
Nogle gange er det bare det sted, hvor man ikke står alene i det længere.

Hos mig står du ikke alene, lad os få en snak