At være forældre til et barn med langt skolefravær kan være utrolig krævende. Hverdagen fyldes med bekymringer, møder med skolen, gråd og konstant planlægning. Midt i alt dette kan det være svært at føle sig tæt på hinanden som par – nærhed og forståelse glider langsomt væk.
Måske savner du som mand din kone, men føler dig magtesløs. Du ser hende kæmpe med barnet, der græder meget, og du ved ikke, hvordan du kan hjælpe. Du er væk det meste af dagen på arbejde, og samvittigheden tynger dig. Måske tænker du: “Elsker hun mig stadig? Er jeg vigtig for hende? Har jeg stadig hendes ryg?”
Måske savner du som kvinde din mand, men føler dig alene. Du elsker ham, men nogle gange bliver du irriteret, når han prøver at nærme sig. Bag irritationen gemmer sig tristhed, utryghed og frygt for ikke at være elsket. Tanker som “Er han der for mig? Kan jeg regne med ham?” fylder dine dage.
I taler knapt sammen længere. Små irritationer vokser, og samtalerne bliver korte eller fraværende. I er måske blevet mere et “planlægger-par” end et “elskende-par”, hvor dagene handler om at få praktikken til at hænge sammen fremfor at skabe små øjeblikke med nærhed. Små smil, berøringer og fælles pauser forsvinder, og kontakten glider langsomt væk. Det kan gøre jer begge både triste og bange.
Det er helt normalt at miste følelsesmæssig kontakt, når hverdagen er presset. Det er ikke farligt at være uenig eller at skændes. Det, det der kan komme imellem jer, er at lade afstand og misforståelser blive stående og ikke tage jer af det.
Små skridt kan gøre en stor forskel. Et blik, en berøring, et enkelt ord: “Jeg er her.” Det kan minde jer om, hvorfor I blev et par, og langsomt genopbygge den forbindelse, der føles svækket. Selv midt i en presset hverdag kan I finde tilbage til hinanden.
Det kan være betydningsfuldt for en stund at få hjælp af en udefrakommende, som kan hjælpe jer med at finde nye veje ind til hinanden og også hjælpe med at oversætte hvad det er som at der er på spil i jeres relation til hinanden.